Tandstøberiet i Nykøbing Mors er kåret som Årets Læreplads i Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers uddannelsesområde. Tandstøberiet blev kåret på baggrund af en indstilling fra tandklinikassistentelev Caroline Madsen, der i sin indstilling blandt andet skrev:
- Jeg bliver uden tvivl den bedste tandklinikassistent, fordi jeg har verdens bedste elevplads. Vi har det supergodt, og stemningen er altid god. Chefen gør en masse for os alle og er god til at rose. Hun interesserer sig også for os uden for arbejdstiden. Sidste år var hele personalet inviteret på kursus i New York, skrev Caroline Madsen blandt andet.
Det var en tydelig rørt chef og klinikejer, der modtog prisen af uddannelses- og ressourcechef Brian Willadsen fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
- Jeg tænker da, at vi har gjort noget rigtig, og jeg er da mega stolt og rørt - ikke kun på mine vegne, men på hele klinikkens vegne, sagde Kirsten Kronborg Isager.
Giver plads til hinanden
Hele tandlægeklinikken kan tage del i æren for, at Tandstøberiet har vundet titlen som Årets Læreplads.
- Jeg er vild med mine kolleger og synes, vi har et fint sammenhold. Vi giver plads til hinanden, og alle er flinke til at hjælpe, hvis man har brug for hjælp, skrev Caroline Madsen i sin indstilling.
- Det er ikke kun én, man lærer fra, men alle - både tandlæger og tandklinikassistenter, sagde Caroline efterfølgende.
Hun blev gjort opmærksom på muligheden for at indstille sin elevplads til årets bedste, mens hun i efteråret var på skoleophold på Herningsholm og var ikke i tvivl om, at hun skulle indstille Tandstøberiet.
- Jeg tror, jeg brugte en time på skolen på at skrive indstillingen, sagde hun.
Med titlen som Årets Læreplads følger en indstilling til den nationale finale, der finder sted i januar. Derudover fik Tandstøberiet diplom og krus fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.