Med i kampen om de eftertragtede titler som danmarksmestre ved Skills 2016 var fra Herningsholm Erhvervsskole maskinsnedkerne Louise Illeris Højrup, 19 år, og Carsten Rindom Poulsen, 23 år, samt murer Jacob Trærup Ahlgreen, 19 år. Selvom de kæmper inden for forskellige fagområder, er de enige om, at det både er en spændende og meget hård oplevelse af deltage i den store konkurrence.
- Det er rigtigt spændende at være hernede. Jeg er rimeligt godt med, men det er godt nok hårdt, og jeg var meget træt, da vi var færdige med at arbejde i går, sagde Carsten Rindom Poulsen fredag formiddag.
Et stort tilløbsstykke
I løbet af de tre dage var 60.268 besøgende forbi MesseC, men de mange mennesker forstyrrede ikke de unge håndværkere, der var dybt fokuserede i deres arbejde.
- Man lægger slet ikke mærke til alle de mennesker, fordi man bare arbejder. Det er sjovt at være med, og jeg synes, at det er en god måde at få udbredt faget på, sagde Louise Illeris Højrup.
Heller ikke konkurrenterne var der tid til at ”holde øje” med.
- Man er nødt til at være koncentreret og kun tænke på sit eget, så jeg følger ikke så meget med i, hvordan det går med de andre. Opgaven er nærmest alt, man tænker på lige nu – også når der er pause, uddybede Jacob Trærup Ahlgreen.
Koncentration til det sidste
Fredag formiddag var deltagerne cirka halvvejs i det fastsatte tidsrum, de havde til deres opgave, og alle var de opsatte på at arbejde til det sidste.
- Det går godt, og jeg er faktisk lidt foran min tidsplan. Men hvis man er færdig en halv time før tid, så er der måske nogle ting, man kunne have gjort bedre. Så derfor kan man sagtens vinde, selvom man ikke er først færdig, afsluttede Jacob Trærup Ahlgreen, inden han tog sig en velfortjent pause fra murstenene.