- Vi fra Erhvervsskolerne i Business Region MidtVest er stolte af, at vi har 40 deltagere med tilknytning til området med til DM i Skills 2018. Det er en stor bedrift af de unge mennesker, og vi vil gerne være med til at give dem den største opbakning, når de skal konkurrere på hjemmebane i Herning, udtaler Maren Møller Vestergård, DM i Skills Projektleder for Erhvervsskolerne i BRMV.
For at give de dygtige deltagere et afbræk fra deres træning op til DM, inviterede erhvervsskolerne således alle DM-deltagere med tilknytning til Business Region MidtVest til en festlig event, der også skulle give deltagerene gode redskaber på hånden i forhold til deres træning og konkurrencen.
Til eventen deltog tidligere guldmedaljevinder i DM-og VM i Skills, Nicolai Asmussen, der bor i Holstebro, og er uddannet murer fra Herningsholm Erhvervsskole.
Nicolai brugte en del af tiden på at inspirere deltagerne til at yde deres allerbedste til DM i Skills 2018. Vigtigheden af hård træning, at gennemføre planerne, det rette fokus, og viljen til sejr var nogle af de budskaber, dette års DM deltagere fik med på vejen.
-I skal ville det mere end de andre, så skal I nok komme langt, sagde Nicolai Asmussen.
Efter Nicolais oplæg skulle DM deltagerne træne deres fokus og koncentration på en noget alternativ måde gennem teambuilding med plastikkrus. Krusene skulle stables, pustes til og fifles med på mange forskellige måder. Det var opgaver, der førte til både højlydte frustrationer såvel som ustyrlige grineflip.
Efter teambuilding mødte elevernes arbejdsgivere, trænere, uddannelsesansvarlige og øvrige interessenter op. Der blev serveret champagne, og borgmester for Holstebro Kommune, H.C. Østerby, holdt tale til DM-deltageren.
-Vi har brug for jer. I kommer til at klare jer godt med jeres erhvervsuddannelser, sagde H. C. Østerby blandt andet.
Herefter holdt Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole, en tale, hvor han fremhævede vigtigheden af at føle passion for sit håndværk, men han understregede også nødvendigheden af det fokuserede og hårde arbejde som vejen frem mod succes.