Nicklas og Christian mødte hinanden i faget Innovation på Herningsholm Erhvervsgymnasium, hvor de hurtigt blev enige om at slå både pjalter og kompetencer sammen på tværs af HHX (Nicklas) og HTX (Christian).
Ideen til Bubbles opstod, da Christians lillesøster var diagnosticeret med ADHD og autisme og blev overflyttet til en specialklasse. Hun gik ofte ulykkelig hjem fra skole, fordi støjniveauet i klassen var en kæmpe udfordring for hende, og hun endte med helt at forlade skolen og få hjemmeundervisning.
Det problem satte de to gymnasieelever sig for at løse og udviklede en teknologisk løsning, der fjerner støj fra omgivelserne, så børn og unge med fx ADHD, ADD og autisme lettere kan koncentrere sig i skolen.
Herfra tog det fart med først et dansk mesterskab, så et europamestermesterskab og sejr over 355.000 deltagere fra 40 lande – og lige inden studenterhuen på Herningsholm kom på, kronede de værket og vandt verdensmesterskabet i entreprenørskab.
Løver i intens budkrig
Efterfølgende har mange investorer banket på døren, men det har ikke handlet om penge, men om at finde den rette, understreger makkerparret.
Det er nu sket med deltagelsen i Løvens Hule.
"Jeg håber, at mine børn bliver lige så seje, som I er," lyder det fra Jesper Buch i programmet.
Tommy Ahlers kalder tilmed de unge iværksætteres præsentation for en af de bedste, han har set.
Det ender med interesse fra alle løver i panelet.
Efter en intens budkrig falder valget på Louise Herping Ellegaard og Tommy Ahlers, som henholdsvis køber 15 og 5 procent af Bubbles. Det værdiansætter selskabet til 4 millioner kroner – 1 mere end selskabet selv vurderede værdien til.
"Louises erfaring fra Clio og Tommy Ahlers' investeringsprofil er lige præcis det, der gør, at vi valgte at lukke døren op. At vi så endte med en værdiansættelse, der er højere end den, vi selv kom med, er jo bare en ekstra bonus. Vi tror meget på, at vi nu har et team og en investorkreds, der for alvor kan sætte Bubbles på landkortet. Også internationalt. Det er vi meget spændte på og beærede over," siger Nicklas Stokholm.
Ædel mission og et vildt godt produkt
Louise Herping Ellegaard var medstifter af millionforretningen Clio – landets største platform med digitale læringsmidler til folkeskolen. Hun kender derfor til udfordringerne i uddannelsessystemet, som Nicklas og Christian forsøger at løse med Bubbles.
"Første gang jeg hørte om Nicklas og Christian, var da jeg var med til at uddele Mikrolegatet fra Fonden for Entreprenørskab til dem. Allerede dengang var jeg imponeret over deres ædle mission om at gøre læring tilgængelig for alle i et klasselokale. Så da de kommer ned ad trappen i Løvens Hule og giver sæsonens bedste pitch, var jeg helt solgt. Det er sjældent at møde et founder-team som Nicklas og Christian, hvor drivkraften ikke nødvendigvis er penge, men det at løse et enormt problem i uddannelsessystemet. Det vidner meget tydeligt om, at vi står med en helt særlig virksomhed, som vi nu skal hjælpe godt videre og ud i alle landets kommuner og grundskoler," siger Louise Herping Ellegaard.
Tommy Ahlers er ex-løve og gæst i årets udgave af Løvens Hule for at fokusere på investeringer i startups, der på den ene eller anden måde fokuserer på den grønne omstilling. Men med Nicklas og Christian har han gjort en undtagelse, fortæller han.
"Der er to årsager til, at jeg lavede en enkelt undtagelse til mit fokus. Bubbles har et vildt godt produkt, der gør det muligt for nogle børn, der har det svært, at være med i en almindelig klasse og følge med på lige fod med de andre. Og så er Nicklas og Christian meget imponerende som iværksættere – det kunne jeg ikke stå for," siger tidligere minister og investor Tommy Ahlers.
Om Bubbles
Bubbles fjerner et enormt problem i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, hvor elever med fx ADHD og ADD har svært ved at koncentrere sig på grund af støj, uro og snak i klasseværelset.
Læringssystemet består af et sæt lydtætte hovedtelefoner med aktiv støjreduktion og avancerede mikrofoner. Det gør det muligt for eleven at lukke unødig støj fra klasseværelset ude og nemmere for læreren at kommunikere direkte til eleven.
Læreren kan endda vælge kun at give en besked til de elever, der er koblet op på fordybelseszonen i Bubbles.
De to unge iværksættere har selv udviklet og skabt softwaren bag det lydtætte læringssystem, der foreløbigt anvendes i 17 kommuner rundt om i landet.
Bubbles er abonnementsbaseret, og skolerne tegner sig for enten et eller tre å
- Læs mere på bubbles.dk