Det er kriterier som design, innovation, brugbarhed og faglighed, dommerne kigger på, når de skal udvælge de tre bedste af de nominerede svendeprøver for maskinsnedkere.
Og det er den udsøgte top af kransekagen, som de lader deres kritiske blik falde på, for kun maskinsnedkersvende, der har opnået medalje ved deres svendeprøve, kan indstilles til den prestigefyldte pris.
De nominerede svendeprøver i konkurrencen blev alle udstillet som en del af fællesudstillingen Dine, Drink, Daze & Dream under eventen 3 Days of Design, der løb af stablen den 24.-26. maj.
Herningsholm’eren Aksel Giovanni Larsen, der er udlært fra Nobia Danmark A/S, modtog for sit enkelte, men stilfulde skrivebord ud over blomster og hæder også en kontant anerkendelse på 10.000 kr.
Dommernes udtalte i bedømmelsen af Aksels skrivebord bland andet at.
-Stilen er tænkt enkel og funktionel, og ideen med et lille skrivebord til moderne hjem er helt rigtigt tænkt … Fagligheden er i orden. Den formspændte front er lykkedes rigtig fint, og møblet indeholder virkelig pæne detaljer.
Moltkes palæ, den tidligere bolig for adelsfolk og grever, lagde smagfuld ramme til kåringen af dette års ’adel’ inden for maskinsnedkerhåndværket.