Efter tre intense konkurrencedage i Gigantium i Aalborg blev spændingen udløst lørdag den 28. januar, hvor vinderne af Skills 2017 blev kåret.
To af Herningsholm Erhvervsskoles otte deltagere kunne dermed kalde sig danmarksmestre - maskinsnedker Lukas Brorfelde og murer Jacob Trærup Ahlgreen, der også vandt DM sidste år.
- Det føles rart at vinde igen. Jeg vidste ikke, den var hjemme, før mit navn blev råbt op. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg var i top tre, men jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg ville vinde så stort, sagde Jacob Trærup Ahlgreen, der vandt med 6 point over nummer to.
Arbejdsmiljøprisen
For Lukas Brorfelde slutter konkurrencen her, da maskinsnedkerfaget ikke er repræsenteret til VM. Det er murerfaget til gengæld. Men inden Jacob Trærup Ahlgreen har sikret sig en billet til Worldskills i Abu Dabi til oktober, skal han vinde over andenpladstageren fra DM i en konkurrence i Aalborg Storcenter i uge 6.
- Det burde være nok at have vundet DM to gange, men så må jeg jo bare vinde igen, siger Jacob Trærup Ahlgreen med et grin.
Udover at være blevet danmarksmestre vandt de to unge håndværkere også Arbejdsmiljøprisen for deres fag. Arbejdsmiljøprisen uddeles af Byggeriets Uddannelser. Bygningssnedker Mathias Frahm Pedersen vandt sølv ved DM og modtog ligeledes Arbejdsmiljøprisen inden for sit fag.