Tømrerne har i alt 12 timer fordelt over to dage til at klare en opgave, som er lidt ud over det sædvanlige.
- Det er en opgave, som ligger i den rigtigt svære ende. De skal lave en hovedbygning og en sidebygning med skrå gavl, og det er især samlingerne her i midten, der er svære. Det giver en masse opsnøringsarbejde, og jeg tror, at de kommer til at bruge 100 % af tiden, forklarer faglærer Anders Lynge Andersen.
Vinderen af regionsmesterskabet kåres fredag eftermiddag. Han sikrer sig en plads ved DM i Skills 2018, hvor han skal konkurrere mod landets bedste tømrere.
Tømrerne har taget vejen til Herning fra Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, Aarhus Tech, Learnmark i Horsens og Herningsholm Erhvervsskole.
DM i Skills løber af stablen den 18. – 20. januar 2018 i MCH i Herning. Her dyster 300 af landets dygtigste, unge håndværkere om at blive den bedste inden for deres fag.
Der er gratis adgang for alle.