Herning Idrætsråd havde onsdag aften inviteret lokalpolitikere til paneldebat om temaet ”Idrætspolitik på dybt vand”. Som symbol på aftenens debatemne var politikerne placeret midt i Herning Svømmehal.
- Vi blev kontaktet af Herning Idrætsråd, som gerne ville have hjælp til at lave en stor tømmerflåde til det her møde mellem politikerne, sagde SKP-instruktør Henrik Vestergaard.
Fire tømrerelever blev sat på opgaven med at udvikle en tømmerflåde, der skulle kunne holde til 13 personer.
- Det var da lidt en speciel opgave. For at være sikre på, at den ville holde, havde vi lavet en prøveopsætning i svømmehallen inden, hvor alle SKP-eleverne var med. Fem af dem var nødt til at være i vandet for at det kunne lykkes. Til sidst var vi 17 mand oppe på tømmerflåden, så den var stresstestet inden, forklarede Henrik Vestergaard.
Skolepraktik er for de elever på uddannelsen, som ikke har fundet en læreplads. I skolepraktikken arbejder eleverne med mange forskelligartede opgaver inden for tømrerfaget.