Eleverne lyttede intenst, mens gruppefordelingen blev råbt op. Få sekunder efter bevægede tømrereleverne sig ud til bordene, som stod spredt i klasselokalet. De gik hver især forbi midterbordet, hvor de hvide A4-papirer lå stablet. Snuppede én og begyndte dagens tegneopgave.
Der var skitsetegning på skoleskemaet den 4. december for 30 GF2-elever på tømreruddannelsen på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. Skitsetegning er en del af uddannelsen, men det var en lidt anderledes opgave end normalt, da eleverne havde et kort forløb den første uge i december om 3D-print i byggebranchen.
"Det er spændende at prøve noget nyt. Jeg kan godt lide, at der kommer nogle eksterne fagfolk og underviser os og viser, hvordan vi kan tænke anderledes," siger 18-årige Rasmus Gamst, der er tømrerlærling hos Brdr. Thalunds Tømrer og Maskinsnedkeri I/S i Herning.
Han og resten af klassekammerater blev undervist af førende eksperter på området. Det var 3DCP Group og SAGA Space Architect, der i samarbejde med Danish AM Hub og Videnscenter for Håndværk – Design & Arkitektur klædte fremtidens tømrere på til en verden, hvor byggepladser også kan være udstyret med 3D-printere.
Undervisning til fremtidens håndværkere
Tømrereleverne begyndte undervisningsforløbet med at håndtegne skitser af tiny houses i miniatureudgaver. Skitserne blev efterfølgende visualiseret i et tegneprogram og programmeret til 3D-printerne, der ved forløbets afslutning leverede små plastikprintede tiny houses til de engagerede elever.
"Vores ønske er, at undervisningen inden for 3D-print bliver spredt ud til så mange faggrupper som muligt. Vi tror på, at fremtidens håndværkere bør have kendskab til teknologien, før de står med svendebrevet. Det er afgørende at ruste kommende fagfolk med de nødvendige færdigheder," siger Mikkel Brich, administrerende direktør i 3DCP Group.
Virksomheden har allerede 3D-printet huse i Ukraine og Guatemala, og i 2024 står virksomheden bag et af verdens største 3D-printede projekter, der bliver gennemført i Holstebro.
3D-printet huse om fem år
Tømrerelev Rasmus Gamst er ikke bekymret for, at 3D-printere kommer til at overtage hans fremtidige job, og det er med god grund, for når husene står færdigprintet, skal håndværkere blandt andet sørge for at isætte vinduer og lave tagkonstruktionen.
Han bliver bakket op af Sebastian Aristotelis, arkitekt og stifter af Saga Space Architects, som mener, at det kun vil gavne landets mange elever på erhvervsuddannelser at få undervisning i 3D-print.
"For eleverne er det en fremtidssikring at have en viden i 3D-print. Det giver eleverne jobsikring i ind- og udland. Selvom arbejdsgangene kommer til at ændre sig for håndværkerne, så giver det en større sikkerhed, at de ved noget om 3D-print, da jeg er sikker på, at det bliver fremtiden," siger Sebastian Aristotelis.
Tømrereleverne afsluttede undervisningsforløbet med virksomhedsbesøg hos 3DCP Group, hvor de præsenterede deres egne tiny houses og så, hvordan en 3D-printer på en byggeplads fungerer.