Flaget var hejst, solen skinnede fra en skyfri himmel, og familiemedlemmer og venner var mødt talstærkt op, da de to første HTX’ere mandag morgen sprang ud.
Ina Duelund Andersen og Lasse Ryge Andersen blev færdige samtidigt efter begge at have været til eksamen i studieområde.
Ina Duelund Andersen har gået på kommunikation og it-studieretningen og sluttede sine eksamener af med et 4-tal.
- Jeg er godt tilfreds, for nu er det overstået, sagde Ina Duelund Andersen, der har søgt ind på multimediedesigneruddannelsen i Herning efter sommerferien.
Med sig fra gymnasietiden på HTX tager hun blandt andet et godt studiemiljø.
- Det har været sjovt, spændende og lærerigt. Vi har haft en rigtig god klasse med et godt fællesskab. Det kommer jeg til at savne. Det bedste ud over vennerne har været lærerne. Vi har haft nogle rigtigt gode lærere, der har været hjælpsomme og gode til at lære fra sig, sagde Ina Duelund Andersen, der skulle fejre studenterdagene med familiehygge, fest med veninderne og fest for familie og venner i den kommende weekend.
Sabbatår med rejse
Lasse Ryge Andersen kunne også se tilbage på en god eksamensperiode.
- Det er bare gået godt. Det er mega dejligt at være færdig, sagde han.
Lasse Ryge Andersen har gået på science-studieretningen, der er den hardcore naturvidenskabelige studieretning.
- Det har været rigtigt godt. Der er et godt miljø her. Jeg har lært en masse fagligt, men det vigtigste for mig personligt har været, at jeg har lært en masse på det sociale plan, sagde Lasse Ryge Andersen, der nu skal have et sabbatår.
- Jeg vil gerne ud at rejse, men jeg skal lige have tjent nogle penge først, og så overvejer jeg at læse til kemingeniør, men jeg ved det ikke helt endnu, sagde Lasse Ryge Andersen, inden den stod på fejring af studenterhuen.
- Jeg skal fejre det med familien i dag og så med vennerne i morgen, hvor de sidste i klassen bliver færdige, sagde han.