Tre gange sejr til Herningsholm Erhvervsgymnasium ved Young Enterprise DM-kvalifikation

De tre hold fra Herningsholm Erhvervsgymnasium kvalificerede sig tirsdag den 11. marts i Skive til DM i København

Pres på

Efter en hektisk dag kunne de tre Herningsholm-hold med tilfredshed konstatere, at de var gået videre til DM, der løber af stablen den 15. april i Industriens Hus i København. 

OnYourFeet vandt Science & Teknology sporet, KeepClean Development vandt Society & Globalisation sporet, mens uProtect løb af med sejren i Trade & Skills sporet.

-Der var vildt meget pres på, men det var spændende, og nu glæder vi os sygt meget til DM, fortæller Simon Bech, fra 2E, der er en af medstifterne af firmaet uProtect. Kompagnon og klassekammerat Lennart Højgård supplerer:

-Det var en noget anderledes at skulle fremlægge i et auditorium for alle dommerne, for de andre hold og for publikum også, men vi havde øvet os godt, og vi vidste jo, hvad vi skulle tale om.

Problemerne blev vendt

Klassekammerat Viktor Mørk fortæller, at på OnYourFeet-teamet havde de en hel del problemer lige op til præsentationen på scenen.

-Men da vi først fik set nogle af de andre holds præsentationer, og vi selv kom op på scenen, så fik vi det vendt, og fra da af gik det bare fremad.

De tre hold får ikke lov til at hvile på laurbærrene, for konkurrencen kører videre, og allerede på tirsdag den 17. marts skal holdene indlevere en årsrapport for deres respektive firmaer, og så skal dommernes kritik også tages med i overvejelserne frem mod DM.

-Der er rigtig meget, der skal nås, og det bliver en endnu større udfordring denne gang, siger Simon Bech.

Praktisk viden

Holdene er dog enige om, at de har lært rigtig meget ved at deltage i konkurrencen, for entreprenørskabet har givet dem en praktisk indsigt i sammenhængen mellem fag som afsætning, virksomhedsøkonomi og innovation. 

-Målet er at bliver spor-vindere, og derudover må vi se. Men vi er faktisk ligeså meget fokuseret på driften af vores nystartede firma som på selve konkurrencen, slutter Viktor Mørk af.