Tre snedkere videre til DM i Skills

Yderligere tre elever fra Herningsholm Erhvervsskole har kvalificeret sig til DM i Skills. Alle tre er inden for snedkerfagene

To maskinsnedkere og en bygningssnedker kan allerede nu gå i gang med at planlægge deres træning op til DM i Skills 2018, som holdes i Herning den 18. – 20. januar 2018.

Maskinsnedkerne Dennis Nielsen og Rasmus Skovdal, som begge er i lære ved HTH – Nobia Denmark, kvalificerede sig fredag den 6. oktober ved regionsmesterskabet på Skive Tekniske Skole. 

Bygningssnedker Mathias Frahm Pedersen er gået direkte videre til DM, da modstanderne i regionsmesterskabet valgte at trække sig. Mathias Frahm Pedersen er dog ikke uvant udi Skills-konkurrencen. Han deltog også sidste år i DM, hvor han sikrede sig en andenplads.

DM i Skills løber af stablen den 18. – 20. januar 2018 i MCH i Herning. Her dyster 300 af landets dygtigste, unge håndværkere om at blive den bedste inden for deres fag. Der er gratis adgang for alle.