Hele tre virksomheder fra Herningsholm har kvalificeret sig til at deltage i DM for iværksætteri, arrangeret af Young Enterprise. Det drejer sig om:
ergo::ergo, der har udviklet en frontstøtte, som tandlæger kan bruge når de læner sig indover patienten (opstartet af Jesper Jakobsen, Rasmus Degn, Cecilie Nybo, Emilie Jensen og teknisk designer Michael Jakobsen)
FlashMenu, der er et elektronisk menukort i form af en iPad. Det kan give information om f.eks. madens fedtindhold, geografiske oprindelse og økologiske ingredienser. Derudover er den integreret med facebook, så venner kan få rabat, hvilket giver gode markedsføringsmuligheder spisestederne (opstartet af Camilla Arvad, Kenneth Nonbo, Mette Hindkjær, Daniel Rasmussen og Christoffer Laursen)
New Business Dimension I/S, der udvikler entreprenørskabsværktøjer til børn i alderen 7-14 år, f.eks. et brætspil, hvor man skal drive en virksomhed fra begyndelsen og tage stilling til forskellige dilemmaer (opstartet af Patrick Mølgaard, Nikolaj Maul, Thomas Lund Sørensen, Michael Vestergren Andersen og Mathias Holm.
Hårdt, men lærerigt og spændende
Eleverne fra de tre virksomheder har knoklet hårdt for at få deres virksomheder op at stå. Fra New Business Dimension I/S er alle enige om, at de har lært meget.
- Det er hårdt og tager meget tid. Men det er fedt at prøve at tale med folk i det rigtige erhvervsliv, siger Mathias Holm, og bliver suppleret af Nikolaj Maul:
- Man får et andet syn på vores fag, f.eks. virksomhedsøkonomi og afsætning, siger han.
God kontakt til erhvervslivet
New Business Dimension I/S og FlashMenu har samarbejdet med henholdsvis virksomheder og restauranter om at få deres idéer ført ud i livet. Ergo::ergo har samarbejdet med fysioterapeuter og tandlæger. Så eleverne har fået gode erfaringer med at bruge teorien fra undervisningslokalet i virkeligheden.
Hvad der skal ske med virksomhederne efter DM, står ikke helt klart for dem alle, men nogle vil måske arbejde videre med deres idéer. FlashMenu har fået et samarbejde med restaurationskæden Bones, som vil afprøve konceptet, når produktet er klar. Ergo::ergo har snakket om at fortsætte efter DM og fremstille flere produkter.
Danmarksmesterskabet finder sted den 23.-24.april 2013.