Der var stolte forældre, velmenende råd, festligt livemusik og gode grin, da 95 HHX-studenter dimitterede fra Handelsgymnasiet Ikast-Brande i fredags.
Rektor Marie Lund holdt dimissionstale for de unge, og hun talte om deres videre færd ud i livet.
- I skal nu løsrive jer fra de trygge rammer her på skolen, og måske også fra mor og far. Men I skal huske på, at det er i orden at begå fejl. I skal nok nå i mål, selvom vejen derhen ikke er snorlige, sagde Marie Lund.
Om at nå drømmen
Årets gæstetaler direktør for Herningsholm Erhvervsskole Allan Kortnum skuede også mod fremtiden og sendte de nyudklækkede studenter ud i overvejelserne om, hvordan de når deres drøm.
- Hvad kræver det, hvis I en dag skal vågne op og opleve, at drømmen ikke længere blot er en drøm, men blevet til virkelighed? For mig handler den om at turde stoppe op. At turde spørge sig selv om, hvad er det egentlig, jeg gerne vil med livet, og ikke kun gøre som de andre – eller gøre som de andre forventer. Hvad er kvalitet, og hvad er det gode liv lige præcis for mig? Det er det, som I skal spørge jer selv om. Måske ikke lige i dag. Men om nogle dage og længere fremme i jeres liv, sagde Allan Kortnum.
Vi er klar til verden
Frederikke Bastkjær Jakobsen og Steffen Hyldgaard Klitgaard stod bag årets elevtale. De to studenter fortalte med et glimt i øjet om den succes, modgang og det sociale sammenhold, som de tre års studier har budt på.
- Handelsgymnasiet Ikast-Brande er et lille, intimt sted, og her føler man sig som et navn og en personlighed for lærere og ledelsen. Vi har været en klasse med mange forskelligheder og typer, men sammenholdet her på skolen er helt i top, og den har givet noget særligt til hver af os, sagde en bevæget Frederikke Bastkjær Jakobsen.
Duoen rundede talen af med at fortælle om deres egne fremtidsplaner, og publikum kvitterede for den personlige tale med et stående bifald.
- Dagen i dag har syntes evigheder væk. Men når man kigger tilbage på den tid, der er gået, så føles det kun som et kort øjeblik. Nu ligger verden åben for vores fødder. Det ved vi. Det er vi klar til, sluttede Steffen Hyldgaard Klitgaard.
__________
Boggaver
Som afslutning fik studenterne overrakt deres eksamensbeviser. Der blev desuden uddelt boggaver til Frederikke Bastkjær Jakobsen for årgangens højeste snit samt til Tobias Stubkjær Jakobsen og Morten Bjørn for deres indsats på det sociale område.
__________