Vil have flere studenter på erhvervsuddannelserne

Manglen på faglært arbejdskraft nu og i fremtiden er reel. En bevilling på 3,8 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden skal derfor kickstarte et samarbejde mellem Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Uddannelsescenter Holstebro om at få flere ufaglærte studenter til at gennemføre en erhvervsuddannelse inden for teknologi, byggeri, transport og fødevarer.

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Uddannelsescenter Holstebro vil i samarbejde med Studievalg Danmark, Ikast-Brande Kommune, Herning Kommune, Holstebro Kommune og lokale gymnasier og virksomheder udvikle en række værditilbud målrettet studenter, der ikke er startet på en videregående uddannelse. Et stigende antal unge er nemlig ikke klar til at vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen.

 

Inspiration og oplysning

Projektet, der skal bidrage til, at flere studenter i det midt- og vestjyske får øjnene op for erhvervsuddannelserne, modtager nu bevilling på 3,8 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Bevillingen muliggør, at der kan udvikles aktiviteter, partnerskaber og netværk, som skal oplyse om og inspirere studenter til at gennemføre en EUD. Det er nemlig langtfra de fleste, der kender til mulighederne, fortæller Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

"Der er et stort potentiale i de ufaglærte studenter i forhold til at løse udfordringen på mangel på faglærte. Samtidig ligger der mange spændende uddannelsesmuligheder på erhvervsuddannelserne, som mange studenter ikke kender til," siger Allan Kortnum.

Tilbuddene omfatter blandt andet skole/virksomheds-samarbejder, studievejledning og events med fokus på EUD og integration af FN's Verdensmål i undervisningen på STEM-erhvervsuddannelser.

 

Et helt nyt indsatsområde

Nanna Seidelin, direktør for Uddannelsescenter Holstebro, glæder sig til samarbejdet om indsatsområdet ufaglærte studenter, som er nyt for begge skoler.

"Med en STEM-erhvervsuddannelse bliver nutidens unge klædt godt på til at løse nogle af de vigtigste udfordringer, vi står over for nu og i fremtiden inden for især bæredygtighed og grøn omstilling. Samarbejdet mellem Herningsholm og UCH giver mange spændende perspektiver og muligheder for at lære sammen."

Både Herningsholm og UCH understreger, at indsatsen over for studenterne ikke betyder, at fokus på eleverne i grundskolen bliver nedprioriteret. Erfaringen er blot, at en del unge i grundskolen ikke er klar til at vælge erhvervsuddannelserne i første omgang. Derfor giver det mening også at prioritere en indsats senere i uddannelsesvalget. Projektet løber indtil udgangen af 2024.

 

Sofie kom med en HHX

Kombinationen af en studentereksamen og en erhvervsuddannelse kan føre til mange spændende muligheder. Sofie Østergaard (på billedet) tog en HHX-studentereksamen, før hun søgte ind på uddannelsen til vvs-blikkenslager på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Det er hun glad for i dag, da det ikke bare giver hende mulighed for at læse videre som byggeleder, men også med et stærkt kendskab til det praktiske arbejde.

"Jeg har udviklet mig på en helt anden måde," siger Sofie Østergaard.

 

Om det tre-årige projekt

Herningsholm Erhvervsskole og Uddannelsescenter Holstebro vil i samarbejde med Studievalg Danmark, Ikast-Brande Kommune, Herning Kommune, Holstebro Kommune og lokale gymnasier og virksomheder udvikle værditilbud med fokus på bæredygtighed for at inspirere flere ufaglærte studenter til at gennemføre en STEM-erhvervsuddannelse.

"Ufaglærte studenter til erhvervsuddannelser" er rettet mod de tekniske erhvervsuddannelser, hvor der er stor efterspørgsel efter elever og gode karrieremuligheder med et svendebevis i hånden. Fx tømrer, VVS, industritekniker, mekaniker, smed, snedker, elektriker og murer.

Projektet løber indtil udgangen af 2024.