Vinderne blev hyldet

De to hold HHX-elever, der onsdag vandt guld og bronze ved DM i Entreprenørskab, blev mandag morgen fejret ved en ekstraordinær morgensamling

”We are the champions” tonede ud af højttalerne, imens de to hold, der onsdag den 26. april sikrede Herningsholm Erhvervsgymnasium henholdsvis guld og bronze ved DM i entreprenørskab, blev kaldt på scenen på en ekstraordinær morgensamling.

Virksomheden Demenish vandt guld ved DM med deres tablet med kognitivt trænende spil for demente, mens PlaceUs vandt bronze med deres silikonebeklædte boksershorts, der sidder, som de skal.

Ret ryggen

Underviser Henrik Graversen præsenterede kort konkurrenceforløbet for de fremmødte elever og lærere.

- Company Programme er autentisk og realistisk, og det er uden sammenligning den største faglige konkurrence for ungdomsuddannelser. Der er hvert år 4000 elever, når konkurrencen starter i august. Vi havde syv hold med i finalen ud af de 43 hold, og til de fem hold der ikke kom på podiet: I kan rette ryggen, for hvis man slutter i top 3 procent ud af 4000 hårdtarbejdende gymnasieelever, så er der ikke noget at skamme sig over, sagde Henrik Graversen, der underviser eleverne i innovation.

Råber højt

Herningsholm Erhvervsskoles direktør Allan Kortnum lykønskede derefter de to vinderhold. 

- Jeg hedder Allan og har været direktør her på Herningsholm i 30 dage. Jeg har mødt en masse lærere, der virkelig brænder for at tilbyde de bedst tænkelige uddannelser overhovedet. Der er dog nogen, der råber ekstra højt. Jeg havde ikke været her ret længe, før der var nogle HHX-elever, der deltog i Eupopean Business Games. Og der vandt vi. Selvfølgelig. Så var der nogle HTX’ere, der havde været til Science Cup. Der vandt vi. Selvfølgelig. Så var der de her otte hold (et hold fra Handelsgymnasiet Ikast-Brande, red.), der tog til DM i Entreprenørskab, og der vandt vi. Selvfølgelig. Stort tillykke til jer, sagde Allan Kortnum.