Vinterens første EUX-student

Benjamin Bøndergaard Aalbæk fik onsdag den 20. december som den første af vinterens EUX-studenter sat huen på

December er ikke normalt en måned, man forbinder med huepåsættelse og studenter, der springer ud. Ikke desto mindre sprang 17 EUX-studenter onsdag ud på Herningsholm Erhvervsskole. De 17 studenter har taget en elektriker-, industritekniker- eller smedeuddannelse med et EUX-forløb.

Den første af dem var Benjamin Bøndergaard Aalbæk, der sluttede sin sidste eksamen med et flot 10-tal. 

- Det har været rigtigt spændende, men det har været ret presset det sidste stykke tid, sagde en lettet student.

Fedt at kunne et håndværk

At en erhvervsuddannelse skulle være springbrættet for Benjamin, har han vidst længe.

- Allerede i 8. klasse vidste jeg, at jeg ville være elektriker, og så syntes jeg, det lød smart at tage en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse på én gang. Jeg synes, det er fedt at have lært et håndværk, siger Benjamin Bøndergaard Aalbæk.

Benjamin Bøndergaard Aalbæk har endnu nogle måneders læretid tilbage, og derefter skal han ud at rejse. - Jeg skal læse videre på et tidspunkt, men om det skal være til maskinmester, ingeniør eller læge, ved jeg ikke endnu, siger Benjamin Bøndergaard Aalbæk.