Erhvervsskolens vvs-afdelingen havde torsdag den 1. juni arrangeret temadag for mestre, elever og undervisere. Her gav foredragsholdere fra Grøn Energi, Danfoss og Termix deltagerne en større viden om, hvorfor og hvordan man kan spare på energien på en mere intelligent måde til gavn for miljøet, kunderne og vvs-branchen.
- Vi vil gerne være med til at udbrede viden om mere intelligente løsninger til boligen. Så er det også en oplagt mulighed for at markedsføre faget og skabe en tættere kontakt mellem virksomheder og elever, sagde uddannelsesleder Brian Dyrmose om temadagen.
Fra ventilation til klimaudfordringen
Til temadagen havde deltagere mulighed for at blive klogere på varmepumper og ventilation i familiehuse, varmeanlæg i større ejendomme samt anlæg til fjernvarme og varmt brugsvandsproduktion ved oplæg af Danfoss og Termix. Derudover gav Jesper Koch fra Grøn Energi, Dansk Fjernvarme de godt 50 deltagere sit bud på, hvordan klimaudfordringerne kan løses.
- Det er jo en stor mundfuld sådan lige at løse klimaudfordringerne. Her i lille Danmark kan vi ikke redde alene, men vi kan hjælpe til via vores teknologi og den måde, vi eksporterer den på. Og det er jo noget af det, I er med til. Kort sagt er vi i Danmark gode til energibesparelse, energieffektivitet, vindmøller og fjernvarme.