Årets første tekniske EUX-student støtter kammeraterne

Dannebrog røg til tops i Hammerum, da 22-årige Mads Esager Høgh havde afsluttet sin sidste eksamen på EUX-elektriker.

Iført studenterhue kunne Mads hejse flaget mandag d. 17. juni foran EUX-afdelingen efter sin sidste eksamen. Her skulle han forsvare sin rapport inden for blandt andet faget teknologi.

 

Efter et håndtryk fra uddannelsesleder for EUX-afdelingen, Jesper Nielsen, blev Mads, der læser en elektrikeruddannelse med EUX på Herningsholm, fejret af sin familie. Efterfølgende stod han klar til at støtte sine klassekammerater inden deres eksaminer.

 

"Champagnen står allerede klar til mig, så nu skal jeg have et glas med min familie, og så vil jeg være her resten af dagen og vente på mine klassekammerater. Jeg er sikker på, vi bagefter tager ud og drikker et par øl,” sagde en glad Mads.