Når Danmarks dygtigste tømrere om kort tid tørner sammen ved DM i Skills, satser den midtjyske deltager, Mathias Jensen fra Kølkær, på at have et forspring. Han var nemlig også med til DM i 2017.
- Jeg kan bruge det til rigtigt meget, at jeg også var med sidste år. Jeg ved, hvad konkurrencen går ud på og kender niveauet og det høje pres, man arbejder under, siger Mathias Jensen.
Træning i god tid
Efter sin deltagelse sidste år har Mathias Jensen indset, at han skal have meget større fokus på at træne op til DM, hvis han gerne vil klare sig godt.
- Jeg var slet ikke klar over, at det var så seriøst. Sidste år øvede jeg mig kun i halvanden uge op til DM. Det var slet ikke nok. Det var helt tydeligt, at dem, der havde øvet sig mest, også lå højst i tabellen til sidst. Så vi er gået i gang med træningen meget tidligere i år, forklarer han.
Den unge tømrer håber på, at ugentlig aftentræning med træner og god tid på skolen op til DM, giver ham bedre muligheder konkurrencen.
- Jeg vil gerne klare mig bedre end sidste år. Det er mit mål. Det kunne da også være fedt med en podieplads, men jeg ved, at jeg er oppe mod nogle rigtigt dygtige modstandere.
Klar til hjemmebane
I år skal håndværkerne dyste i messehallerne i Herning. Det ser den unge tømrer kun som en fordel.
- Det er fedt, at det er på hjemmebane i år. Jeg regner med, at der kommer en del venner og familie for at støtte mig og følge med i, hvordan det går. Det er da lidt sjovere, når der er en større opbakning, siger han med et smil.
Mathias Jensen er i lære ved LJ Montage i Ikast, hvor han regner med at blive efter sin svendeprøve i marts 2018.
- På et tidspunkt vil jeg gerne starte selv, men jeg vil gerne have nogle års erfaring først. Jeg synes, at det er sjovt at gå på arbejde, og jeg har gode kollegaer, der hvor jeg er nu. Så det er fedt, at jeg kan fortsætte der, når jeg er udlært, slutter han.
DM i Skills løber af stablen den 18. – 20. januar 2018 i MCH i Herning. Her dyster 300 af landets dygtigste, unge håndværkere om at blive den bedste inden for deres fag.
Herningsholm Erhvervsskole er repræsenteret med 10 elever inden for fagene bygningssnedker, frisør, industritekniker, maskinsnedker, mediegrafiker, murer og tømrer.
Til DM i Skills er der gratis adgang for alle.